oktober 18, 2008

"Finished for Friday" - en lille udfordring




Lit and Laundry foregår der er en sjov udfordring: "Finished for Friday" .


Jeg er usædvanlig dårlig til at gøre ting færdige, til gengæld er jeg let at provokere - så jeg tog handsken op - eller rettere - tørklædet!


Den tog ca. 1½ time at lave - og den er FÆRDIG!!! ...... og jo, den blev færdig i går, fredag - men med mit berømte, dårlige kamera måtte jeg vente med at dokumentere det til i dag. Der skal være lys og vindueskarmen synes at være det eneste gode sted. Ak ja.


Men her er det:
Find en rest tykt, blød uld (100%) - strik en strimmel ca. 38 x 14 cm. Jeg har strikket på pinde nr. 10 og i dobbelt perlestrik. Efter aflukning fortsæt med at hækle en kant og halvejs hækles en løkke, der drejes og derefter hækles kanten færdig.

Som lukke'dims' har jeg påsyet en stor træperle, som er sikret med en flad knap på bagsiden og derefter syet en lille pyntekæde på af træ- og plastperler, som kan dingle frit. (beklager det dårlige foto, men altså.... )


En vase kan bruges til andet end blomster - når man nu ikke kan placere sin egen hals som model i vindueskarmen.

oktober 17, 2008

The Empress

Nogle gange er det sjovt at ta' en test. Og nogle gange er de tests så underlige, at man bare MÅ prøve. Sådan a la "Hvilken ost er du" eller "Hvilket dyr er du".

Jeg har nu fundet ud af, hvilket Tarot-kort jeg er. Og da jeg kender til Tarot, så var jeg lidt nervøs... men hæhæ... jeg blev glædeligt overrasket.







You are The Empress
Beauty, happiness, pleasure, success, luxury, dissipation.

The Empress is associated with Venus, the feminine planet, so it represents, beauty, charm, pleasure, luxury, and delight. You may be good at home decorating, art or anything to do with making things beautiful.

The Empress is a creator, be it creation of life, of romance, of art or business. While the Magician is the primal spark, the idea made real, and the High Priestess is the one who gives the idea a form, the Empress is the womb where it gestates and grows till it is ready to be born. This is why her symbol is Venus, goddess of beautiful things as well as love.

Even so, the Empress is more Demeter, goddess of abundance, then sensual Venus. She is the giver of Earthly gifts, yet at the same time, she can, in anger withhold, as Demeter did when her daughter, Persephone, was kidnapped. In fury and grief, she kept the Earth barren till her child was returned to her.

Ikke så tosset *S*

Især ikke, da jeg er astrologisk vægt med Venus som soltegn i det 7. Hus, hvor der også befinder sig 4 andre tegn - huset for leg, lethed, skønhed, kreativitet, erotik, kærlighed og venskab.

Nogle gange ser det ud som om visse ting hænger sammen... eller hva'?


Klik her og prøv selv

oktober 16, 2008

Kantet - men langt fra færdig

Så er min 'vilde' og kreative mønsterfrie non-perfektionistiske quiltforside færdig. Jeg fandt noget fint gul-grønt bomuldsstof til kant, som går virkelig godt sammen med de andre lidt pastelagtige farver.

Der er INTET der overgår det smarte og forudseende i at ha' en masse stof - i reserve ;-)
Bare tanken om at skulle ud og lede i butikker hver gang jeg får en kreativ idé er næsten ikke til at bære. For ikke at nævne de kreative idéer jeg kan få, bare ved at hive det hele frem og sådan nærmest føle mig igennem alle mine stoffer, hvoraf de fleste lever en stille, foldet og skjult tilværelse i æsker, bokse, kasser og bag låger og skabsdøre. De stakler!
Så ud kommer alle stofferne - og jeg tilbringer en herlig time eller to på min seng - omgivet af alt det ...STOF!

Farverne er ikke helt gode på billedet - jeg er totalt amatør hvad angår fotografering og jeg er ikke dus med det kamera, jeg har lånt. På fotoet nedenunder ser kanten desværre lidt brunlig ud.



Her en stor detalje - påsyede cirkler skifter med små firkanter. Cirklerne er syet på en hel firkant, mens firkanterne er syet på to sammensyede rektangler.

Klik på fotoet og du vil se, at jeg ikke har fået cirkelquiltet alle cirlerne - men det har jeg nu;-)

Detalje af en rødorange cirkel. Stoffet er klippet ud efter en tallerken, der passede i størrelse og påstrøget volumenvlies, zigzagget i omkredsen på en hel firkant og derefter maskinsyet med fri hånd rundt i en cirkel.

Jeg har bevidst ikke gjort mig umage med at få en 'perfekt' cirkelquiltning ud af det-det må gerne se ujævnt og 'håndlavet' ud.



Her en detalje af en gul cirkel:

Og idéen med at stryge volumenvlies på de applikerede dele viser sig at gi' lige nøjagtig den fornemmelse og følelse, jeg gerne ville ha' frem.... lækkert, lidt 'fluffy'-agtig og krammeværdigt :-)

Og så er den ikke engang quiltet endnu. Åhh.. den blir' skøn at kramme, når den er færdig:-))

oktober 15, 2008

Amy Butler er kommet!

Så kom det endelig - stoffet fra Amy Butler's nye kollektion, "Daisy Chain" som jeg bestilte for snart 4 uger siden.

Er der noget så skønt som at få en fed, tyk pakke fra Amerika, åbne den og så ligger de der - 48 fine stykker stof i de flotteste mønstre og farver, fint foldet og ombundet med en sløjfe og så... så se på følgesedlen og der er der.... what?? Jo sandelig - en håndskrevet hilsen fra Mary !!! Klik selv på billedet og se!



Så smukke farver skal solen skinne på - så op i vindueskarmen med dem, så de kommer til deres ret (og jeg ikke igen igen skal nævne mine kameramangler og amatørisme.. hmm..)

Der var også en hel yard med af to andre mønstre - den ene blev jeg lidt skuffet over, den svarede modsat alle de andre slet ikke til farverne på hjemmesiden, hvor jeg bestilte det fra. Nu har jeg kigget på det i nogle dage og det virker mere og mere 'sympatisk' på mig - jeg skal nok finde noget at lave af det.

Et forklæde, måske? Uden flæser (gyyyys..) og kantet med nogle af prøvestofferne. Måske en julegave til den skønneste og dejligste pige - nemlig hende her:

Forklæder er "HOT" - og vintage. Nu må jeg se om jeg kan overvinde mig selv. Mit forhold til barndommens forklæder er ikke godt - det minder mig om alt for mange pligter og alt for lidt leg - men sådan er det - tiderne skifter og det er godt og helt som det skal være *S*

oktober 14, 2008

En TV-ting.... som har udviklet sig

Det begyndte meget stille og roligt. En hel masse bomuldsgarn, som lå i brændekurven og som jeg bare ikke længere ville bruge til det projekt, som jeg for længst har glemt jeg brændte for.


Orange, gule, blå og meget lys blå - mange nøgler - og så en fin gul-karry-grøn farve, som jeg hækler rundt om hver lap.
Det matematiske og logiske fornægter sig ikke. Jeg fandt hurtigt et system, så jeg ikke hæklede ens lapper - hver eneste er unik - ingen har en 'mage'.

Well - her er så et bevis på, hvor meget TV keder mig *G*. Og det er ikke svært at sidde med - det går hurtigt - 9-10 lapper på en aften, kan man sagtens lave.
80 forskellige lapper, enkelte næsten færdig med den karrygrønne kant omkring - og noget der ligner 400 ender, der skal hæftes. Det blir' sejgt at komme igennem.



Og nu er spørgsmålet så, om jeg skal hækle lapperne sammen eller sy dem.... Skal de hækles, må jeg købe mere garn og så er det jo ikke længere et 'reste-tæppe' og så ender jeg sikkert med at få rester tilbage af det købte. Og så er jeg næsten lige vidt som før - for alt andet lige, så er der sket et stort indhug i bomuldsbestanden.

Jeg tror jeg syr det sammen:o))

Mere Vintage

Jeg finder andet end køkkengrej, pander og potter, når det sker, at jeg går ind i en genbrugsbutik. For et års tid siden fandt jeg denne perfekte crépe de chine bluse, med broderier på krave og manchetter og med perlemorsknapper - den lå og ventede på mig i bunden af en kurv inde i et lager- og baglokale til en 'finere' genbrugsbutik, som indehaves af 3 skønne, pensionerede 'fruer', der godt ved, hvad kvalitet er.


Men denne bluse havde ikke fundet nåde for deres kritiske øjne og var endt sammen med gamle busseroner, nederdele og herreveste - og jeg gav 15 kroner for den. Uhyrligt! (godt...)


Den er utrolig smuk - har fine taljerede læg for og bag og 3/4 ærmer med opbukkede manchetter.

Jeg er vild med den!








Under oprydning af svigermors lejlighed, fandt jeg disse sko. Perfekte! Størrelse 36, kun lidt brugt og bare så flotte. Ikke for høj hæl, super pasform - yes - det var mine!





Se lige den her detalje - skønt spænde - og der mangler ikke en eneste lille (simili)sten :-))





Tak svigermor!

oktober 13, 2008

Vintage - eller gammelt skidt?

Set på auktion for 950,- kr

Jeg har i flere år samlet på og købt en masse "skrammel' på diverse loppemarkeder og i genbrugsforretninger.
For nylig har jeg fundet ud af, at alt det jeg så godt kan li' - som jeg synes har kvalitet, originalitet og charme - kaldes "Vintage" og er ved at blive store samlerobjekter. Alt fra vaser, tallerkener, bestik til ovnfaste fade, kasseroller og kaffeservice, som er ældre end 30 år er "Vintage". Ikke gammelt og ikke antikt - men "Vintage". Så er det vist slået fast *g*.



Jeg har fx fundet ud af, at min fine kopper og tallerkener fra Arzberg hedder "Filligran", sælges/købes for en formue og er næsten umulige at opdrive.



" Filligran" Arzberg. Underkop



"Filligran", Arzberg. Middagstallerken

Gamle ovnfaste fade af Pyrex-typen, som var helt almindelige i ethvert hjem i 50'rne og 60'rne sælges nu til rimeligt høje priser og kan være svære at finde. Og helt galt er det med det gode og fine ovnfaste stentøj fra de kendte svenske mærker.
Her er fx. et helt sæt fade - "Picnick" fra Rörstrand, designet af Marianne Westman i 1956 - mit fødselsår. Jeg synes det er helt unikt smukt - jeg er vild med farverne og de søde, stiliserede billeder af diverse frugt og grøntsager.

"Picnick" Rörstrand (1956)



Eller hvad med disse kopper - alle designet for over 50 år siden:

"Mona", Rörstrand

"Spinett" fra Gefle
"Skotte" fra Gefle

"Balder", Rörstrand

"Fiesta"

"Fresia", Rörstrand
"Red Top", Rörstrand
Jeg er ikke indehaver af den viste smørkrukke - men til gengæld har jeg en ovnfast kasserolle i samme mærke. Dog uden det røde låg, som ikke fulgte med og som var en fin overraskelse for mig, da jeg så at alt køkkentøj med navnet "Red Top" havde et rødt låg - og dermed også forklarede navnet.
Så jeg må på jagt - efter røde låg og skønne, dejlige ting fra min allertidligste barndom.
Om jeg bruger det? Ja, da - selvfølglig!
Og.. æh... neeej... jeg er der ikke helt endnu. Ved forklædet. Det er nemlig osse blevet et hit og et "Vintage"-fund - men flæser har jeg aldrig været fan af, så der stopper festen :-))

oktober 05, 2008

Efterårstur

En dejlig dag - med god efterårs tur.

Farverne er helt utrolige.




Jeg aner ikke hvad træerne hedder - men de fine, røde bær plukkes og kan anvendes i dekorationer, fx til jul.

Jeg vil prøve - hvis jeg kan nå dem!





Hjemme igen - en smuk aftenstemning mod vest




Til minde om H.V., som døde i går, den 4. oktober 2008.

september 26, 2008

En lille fin ting


En lille fin ting jeg fandt i min store strikkekurv: En gammeldags strikket flakón (helt færdig!) og en anden godt på vej. Skøøønt!!!

Og jeg har ovenikøbet gemt mønstret på computeren, heldigt!

Jeg øver mig en del på at fotografere - det er slet ikke så nemt. For ikke at tale om at sætte det lidt 'lækkert' op... jeg synes jeg var smart og enormt kreativ, da jeg fandt citronen.... men så har jeg fået noget andet strikketøj med, som kan ses i baggrunden. Ak ja - pyt. Farverne er dejlige - stoffet er et stykke håndmalet batik, som på et tidspunkt skal indgå i en quilt.

september 25, 2008

Kreativt forsøg


En af de ting, som jeg helt afgjort har stor glæde af ved at lave mine quilts, er utvivlsomt at jeg hele tiden lærer noget. Specielt at slippe det perfektionistiske og frigøre mig fra alt det bundne - at det skal laves på en bestemt måde og at der er regler, der skal følges.


Det er bestemt ikke let, når man som jeg er meget systematisk og lidt af en tøsedreng med hensyn til at slippe perfektionismen. Jeg er absolut mest fascineret af det håndværksmæssige og er en tyv af Guds nåde: Jeg stjæler med arme og ben og inspireres på den måde rigtig meget af andres værker - Kunstner er jeg bestemt ikke - jeg holder af at ha' et forlæg, en færdig quilt at gå ud fra og så ændrer jeg lidt hist og her.


Denne quilt har jeg syet lidt på ind imellem. Cirklerne er klippet ud med en saks og påstrøget volumenvlies og derpå quiltet i et spiralmønster før de blev zig-zagget på forskellige stofstykker - nøjagtigt som de små firkanter.


Når de sidste baner er syet sammen skal siderne skæres til og quilten samles før jeg så kan gå i gang med at håndquilte herligheden:o)





Jeg overvejer en del hvad jeg skal gøre med kanterne, måske syer jeg smalle strimler stof på 3-kanterne og måske skal der en relativ bred kant på. Det har jeg ikke helt styr på endnu. Men den er sjov at lave og blir' en rigtig kramme/føle quilt.


Måske ender den her ikke som en UFO? På et eller andet tidspunkt MÅ jeg da få en færdig *G*


Jeg så et godt citat forleden: "The perfect quilt is Fun, Fast and Finished"


Jeg kan ikke være mere enig ;-))

september 24, 2008

Plads til kreativitet


Efter lang, lang tids grublen og spekuleren over, hvor i alverden jeg dog skulle finde plads til at sy og samtidig få alt mit sy-grej, stoffer og nicnacs placeret i nærheden af symaskinen, har jeg endelig fundet en fin lille plads i soveværelset - nær vinduet.

Der er et dejligt lys, det vender mod vest, så det er skønt at sidde der om eftermiddagen. At bruge soveværelset er ikke optimalt - sengen er flyttet meget tæt på garderobeskabet - til gengæld har jeg inddraget en stor reol til stof etc og over stolen er der en lang hylde, hvorpå der allerede nu står æsker, dåser osv med tilbehør. Under bordet har jeg 3 meget store æsker fyldt med stof og visse... hmm... ufærdige projekter - men det er utrolig dejligt at ha' det hele indenfor rækkevidde.

Symaskinen står på en stor skæremåtte og skal jeg skære små dele skal jeg bare rejse mig og bruge den modsatte side af bordet, hvor den lille skæremåtte ligger. Det eneste umiddelbare minus er, at jeg simpelthen ikke kan finde plads til .... TADAAA! - strygejernet! Jeps - jeg er en stryger. Så det må stå i stuen og jeg må rejse mig hver gang. Det ville være praktisk, hvis jeg bare kunne vende mig en smule og lige stryge en søm - uden at skulle på tur til stuen. Men ok - så får jeg rørt mig og det er jo sundt *G*
Jeg har planer om at sætte en inspirationstavle op lige bag stolen og under hylden - evt. beklæde den med fleece, så jeg kan sætte quilteblokke op og rykke rundt med dem. Fleecen holder på dem, så jeg ikke behøver at bruge nåle.

Mnnnjaa... og så skal der jo nok støvsuges ekstra meget i soveværelset - men det får være. Det er blevet en skøn lille syplads, som jeg nu endelig har fået lavet!

september 23, 2008

Spøgelser fra kurven!


Jeg har spøgelser!
Masser!

Gamle, ufærdige strik-ting, som jeg begynder på i et øjebliks eufori og inspiration - og så keder de mig og bliver glemt - og gemt væk i min brændekurv. En (faktisk 2 men det er en hemmelighed!) halvfærdig bomuldstrøje i glade farver, en hæklet grydelap og 2 små hæklede tasker.

Dér ligger de så og lever et usselt liv i kurvens mørke.



Og den her.... AK AK...
En helt fantastisk trøje med asymmetrisk lukning og sød rosafarvet mønsterbort. Så vidt jeg husker er bolen strikket færdig og venter kun på halskant og opklip til ærmer samt opsyning af kant nederst.
Begge ærmer er strikket samtidigt på rundpind med klippe-masker imellem - der mangler ikke meget.



En detalje af mønsterborten.
En focuseret indsats og jeg vil kunne bruge trøjen denne vinter. Hmm...


september 22, 2008

Halvejs - næsten...


Denne quilt fra Nancy Crow har inspireret mig til at lave en noget lignende. Dels kunne jeg få bugt med en hel masse rester og dels ville jeg gerne lave en lille quilt, som ikke krævede det helt store.

Meeeen.... da jeg havde lavet 9 blokke - eller rettere 18 halve blogge i Log Cabin - så synes jeg godt nok den var for lille. Jeg er ikke vild med at hænge quilts på væggen som pynt - der gør de ingen 'gavn' - noget, som jeg er stor fan af *ggg*

Så den blev lidt længere.....





..... og farverne er bestemt ikke gode (dumme camera!!!) - faktisk er de meget lig de farver, som Nancy Crow har benyttet sig af i hendes smukke quilt.

Nu er den så ½-færdig. Næsten. Presset og skåret til. Og jeg tænker og tænker og grubler over hvilken kant jeg skal sy på. Det blir' under alle omstændigheder i en mørk farve - måske mørkeblå eller grafit-sort.

Resten er der styr på. Den skal quiltes i et cirkelmønster. Yep - jeg er en rigtig tyveknægt *LOL*

Ta' et kig på Nancy Crow's hjemmeside - den er SÅ flot og inspirerende!

september 20, 2008

Strik fra kurven

Inspiration kommer fra alt muligt. For et stykke tid siden så jeg Missoni's hjemmeside og fik den idé, at lave et halstørklæde i stil med dette:


Jeg havde en hel del garn i en let uldkvalitet og kunne godt tænke mig et lille projekt til tv-kigning og togrejser.

Resultatet ser foreløbigt sådan ud:






Halstørklædet strikkes på rundpind og klippes op når det er færdigt. Enten strikker eller hækler jeg en fin kant langs de lange sider - eller forer det med en fin silkekvalitet, evt. punktsyet med små perler over hele halstørklædet, så fóret ikke sidder 'løst'. Det vil tiden vise.






Farverne er knap så skrappe, som på ovenstående (dårlige) nærbillede. Det er ikke lykkedes mig at få det helt rigtige 'bølge'-mønster frem - trods adskillige prøvestrikninger - men nu beholder jeg det som det er.

Dejligt lille projekt, som skrider pænt frem *S*

september 19, 2008

I love Amy Butler

Jeg har netop købt det mest lækre og flotte stof - og for første gang gjort det over nettet. Det blev lidt kringlet, for jeg har ikke selv et Visakort, så jeg måtte oprette manden som køber, lade ham flytte ind på skrømt og sætte hans navn på min hoveddør, da pakken selvfølgelig skal leveres her hos mig.

Nå - det lød indviklet og lader sig ikke lige forklare særligt nemt - men men men... jeg er VILD med den amerikanske designer Amy Butler's stoffer og da jeg så, at hendes nye efterårskollektion var på vej og at man ovenikøbet kunne bestille et såkaldt 'sampler-set' med rabat, så MÅTTE jeg ha' det. Simpelthen. Derfor alt bøvlet med manden, Visakortet og det nye skilt på min fordør *g*
Her er det så. Heeeeelt fantastiske farver og mønstre.



Amy Butler's "Daisy Chain" Designer Sampler
Sampler-sættet består af forskellige strimler, ca. 12 cm brede og 110 cm lange. Der skulle være nok til en stor quilt og nogle mindre julegaver i form af små toilettasker, hårbånd og den slags.
Jeg har også bestilt en yard af hver af disse stoffer:
Ialt skulle der være lidt over 6 meter stof - så der er masser at gå i gang med. Amy Butler har også designet en serie "August Fields" i en kraftig møbelkvalitet - og den ville passe godt til betræk til mine to dejlige kurvestole. Men det er så også en helt anden prisklasse og må vente.
Imens venter jeg så på posten fra Amerika. Det er spændende. Rigtig, rigtig spændende.
Jeg glææææder mig *S*

september 12, 2008

Queen of UFO*s!

Jeg er nødt til at gå til bekendelse:
Jeg er slet ikke en "Quilter"!!!

Jeg har netop læst, til min store fortrydelse, at en quilt ikke er en quilt - før den er FÆRDIG. Uhhh...
Og jeg har nogle stykker af dem i forskellige stadier.

Der er for eksempel den store skjortequilt til min mand, - der skal quiltes færdig og ha' monteret kanter.

Så er der denne glade blomsterquilt, som er monteret og mangler quiltning.


Læg mærke til den nederste kant - Uf!

Og så er der den sort-hvide geometriske quilt, som jeg syede på nogle få timer - helt opslugt af at finde en måde at sætte mine ret få stoffer sammen på, så der kunne blive en rimelig stor quilt ud af det. Og midterstykket i sort synes jeg faktisk er ret genialt fundet på - her er der plads til en masse flot qultning - som jeg altså ikke har fået lavet endnu.. hmm.. hmm..

Læg igen mærke til den nederste kant... hmm..

Så er der den store Wedding Ring bryllupsquilt, hvor toppen er 75% færdig. Det er virkelig et af de der ambitiøse projekter, som jeg ofte kaster mig ud i, som trækker tænder ud. Og det her projekt burde jeg straks begynde at dokumentere med fotos osv - jeg må ha' mig et kamera. Quilten skulle gerne på et tidspunkt komme til at se nogenlunde sådan her ud:


Behøver jeg sige, at brylluppet er overstået?? Nej vel - *suk*

Så er der en anden Wedding Ring quilt, som jeg påbegyndte samtidig med den ovenfor. Den er lavet af rester i stærke, glade farver og var tænkt som en øvelse, så jeg kunne finde ud af den mest fornuftige fremgangsmåde og undgå at lave for mange fejl i den store. Godt tænkt - men nu ligger der så TO ufærdige.

For lang tid siden, da jeg begyndte at blive hooked på quiltning, så jeg denne quilt på nettet


og blev inspireret til at lave en i samme stil. Toppen er færdig - resten mangler.

Så har jeg syet strimler til en Bargello i flotte blå farver... skåret kvadrater ud til en baby-quilt....skåret diamanter til et picnictæppe......og så er der denne scrap-quilt, som jeg lavede lidt på i går - inspireret af denne quilt fra Nancy Crow

Jeg havde en hel masse rester, som jeg egentlig ikke brød mig om. Farverne var "døde" og kedelige men som arbejdet skrider frem, så ser det faktisk ud til, at det bliver rigtig godt. Det cirkelformede quiltemønster giver liv til de lidt kedelige farver og jeg planlægger at sætte en kant på i blågrønne batikfarver. Denne quilt bliver ikke så stor - ca. 110 x 85 cm.

Det er ikke færdigt endnu.... ha ha! Der er flere!

Der er osse den helt vilde "kunstneriske" quilt, som har maskinsyede, cirkelformede applikationer og så mit smertensbarn: Min aller-aller-allerførste quilt. En Irish Chain i rød-orange med grøn-blå-turkise rækker.

Den er naturligvis et mesterværk - ikke mindst fordi den er et supergodt eksempel på, at jeg virkelig snart skal til at lære at styre mine ambitioner *LOL*

Her ses den - alle kvadrater sat op i blokke på deres rette plads lige inden sammensyning

Og her er en detalje af en af blokkene - hver kvadrat er sat op med en nål:

Den skarpsindige læser vil se, at der er gået et par år siden fotoet blev taget. Ak ja...

Jeg har gransket min hjerne - og nu tror jeg faktisk ikke der er flere UFO's. I hvert fald ikke i quilteafdelingen. Jeg vil ikke tænke på, hvad der ligger i strikkekurven, som i parentes bemærket er en stor brændekurv i pileflet - og den har top på!!

Og hvad kan jeg så lære af dette? Jo - jeg er absolut en bedre begynder end afslutter!

Jeg må være The QUEEN OF UFO's !!